Salme 8
Dette er Biblen på dansk
8 Til Sangmesteren. Al-haggittit. En Salme af David.
2 Herre, vor Herre, hvor herligt er dit Navn på den vide Jord du, som bredte din Højhed ud over Himlen! 3 Af spædes og diendes Mund har du rejst dig et Værn for dine Modstanderes Skyld, for at bringe til Tavshed Fjende og Hævner.
4 Når jeg ser din Himmel, dine Fingres Værk, Månen og Stjernerne, som du skabte, 5 hvad er da et Menneske, at du kommer ham i Hu, et Menneskebarn, at du tager dig af ham? 6 Du gjorde ham lidet ringere end Gud. med Ære og Herlighed kroned du ham; 7 du satte ham over dine Hænders Værk, alt lagde du under hans Fødder, 8 Småkvæg og Okser til Hobe, ja, Markens vilde Dyr, 9 Himlens Fugle og Havets Fisk, alt, hvad der farer ad Havenes Stier. 10 Herre, vor Herre, hvor herligt er dit Navn på den vide Jord!